En gang skal jo være den første. Vi har aldrig prøvet at gamefishe før, så nu var det da på tide. Vi havde hørt at der skulle være enormt mange tun ikke så langt fra Maafushi, så nu var det nu. Da vi endelig kom ud til alle de andre fiskerbåde kiggede vi i vandet og ud af det blå kom der en “Mobula-ray” som vi ikke har set før. Det var lige en ekstra lille bonus på turen 🩵
Nå men nu til selve fiskningen. Ingen af os er garvede fiskere og har kun prøvet sunset-fishing på Maafushi en gang imellem. Det er dog noget helt andet. Begge dele er noget, som alle kan være med til uanset erfaring. Dog er der en stor prisforskel på sunset-fishing og gamefishing, da gamefishing ofte er flere timer, længere væk og med meget mere udstyr. Her er der tale om rigtige fiskestænger, hvorimod ved sunset-fishing er der tale om en line, som du selv ruller ind og ud ☀️
Thomas & Alexander endte med at fange nogle rimelig store tun. Den ene på omkring 15-20kg og den anden på omkring 25kg. Vi fandt dog ud af, at det er meget nemmere at fange fiskene når krogen ikke sidder i halen på dem 😂
Den fisk, som Thomas fangede sad krogen nemlig i halen og det var noget af en kamp 😮💨 Vi andre piger prøvede ikke at fiske, men var blot med for selskabsskyld og for oplevelsen. Der var heller ikke tid til mere, da vi kom ret sent afsted og det begyndte at blive rimelig mørkt.
Det var en stor oplevelse for alle uanset om der blev fanget noget eller ej 🤩
Den glæde, som man mærkede ved at se alle de andre lokale i de andre både, som fangede fisk var enorm. De var ellevilde med det selv og de hev den ene tun op efter den anden, hvilket bare er så fedt at se. Der gik totalt sport i den og det giver bare en helt særlig energi til alle der er en del af det. Det var meget forskelligt hvordan fiskebådene så ud og hvor mange der var ombord på hver båd.
Vi havde en privatbåd, hvor det kun var vores familie, en kaptajn og en hjælper med ombord. Aktiviteter som denne er langt billigere på lokaløer fremfor resortøer. Vi så nemlig prisen på at komme ud og prøve game-fishing fra et resort og hold da op en prisforskel. Det var jo mindst dobbelt så dyrt, som fra lokaløen.
Hvis du ønsker at fange nogle mindre fisk og vil være afsted i kortere tid, så er sunset-fishing det helt rigtige for dig.